Dommen i Svendborgsagen er en vigtig dom, fordi den kan være principiel. Her er mine tanker omkring selve dommen.
Svendborgsagen har været omtalt en del i medierne den seneste tid – specielt fordi en del læger, sygeplejersker, jordemødre, psykologer og andet sundhedspersonale har udtrykt deres støtte til Svendborglægen. Det har de gjort ved at dele opslag under tagget #detkuhaveværetmig.
Det er jo altid svært at vurdere hvilken betydning en dom i sådan en sag har. Jeg er ikke selv jurist, men jeg har dog nu fået adgang til at læse hvad dommen faktisk siger.
Ifølge domsudskriften lægger Landsretten følgende til grund for at lægen blev dømt:
- Lægen havde kendskab til patientens symptomer og at patienten havde insulinkrævende diabetes.
- Af rådgivning fra Retslægerådet og Sundhedsstyrelsen fremgik det at det burde være basal lægeviden at patienten var i risiko for at udvikle hypoglykæmi udfra hans symptomer, og at lægen burde have fulgt op på blodsukkermålingen.
- Lægen vidste at patienten ikke havde fået målt blodsukker ved ankomsten, og det var på FAM i Svendborg dengang standardprocedure at foretage blodsukkermålinger på patienter med insulinkrævende diabetes.
- Lægen journalførte ikke den mundtlige ordination om at der skulle måles blodsukker.
- Journalen indeholdte ikke nogen plan for måling af blodsukker.
- Lægen sikrede sig ikke på anden måde at blodsukkeret faktisk blev målt.
Udfra disse forhold blev lægen dømt for overtrædelse af § 75 i Autorisationsloven, der siger:
En autoriseret sundhedsperson, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.
Retten mener altså at lægen ved ikke at erkende at patienten var en risikopatient, og at det derfor var meget vigtigt at ordinationen var journalført og at hun havde sikret sig at blodsukkeret blev målt, har gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse.
Højesteret vil ikke ændre på dommen
Der har været talt meget om hvorvidt dommen her skulle ankes til Højesteret. Det har Lægeforeningen også støttet, og der har været startet en underskriftsindsamling hvor dommen netop ønskes anket. Jeg har faktisk selv ønsket dommen anket til Højesteret, fordi jeg tænker den er principiel, og derfor er det vigtigt at få slået fast om dette skal være retspraksis.
Men faktisk ser det ud som om Højesteret ikke kan ændre på dommen. Højesteret tager nemlig ikke stilling til skyldsspørgsmålet – udelukkende til størrelsen af straffen. Selve skyldsspørgsmålet bliver endelig vedtaget i Landsretten, og her har Landsretten altså dømt lægen for at have overtrådt Autorisationslovens § 75.
Ganske vist kan Højesteret omstøde dommen i Landsretten, hvis de vurderer at der har været nogle formelle fejl i sagsbehandlingen. Så skal dommen vurderes påny i Landsretten. Men det synes jeg ikke der er noget der tyder på vil ske.
Dommen her kan være principiel, fordi den også lægger vægt på at mundtlige ordinationer bør journalføres og følges op på. Dette harmonerer ikke nødvendigvis med den kliniske virkelighed i dag, jf. de mange indlæg ifm. #detkuhaværetmig kampagnen. Derfor er læger nødt til i højere grad at sikre sig at dette ikke sker, hvilket desværre kan koste mere bureaukrati.
#Detkuhaværetmig
